Politiet står
talstærkt
til årtiers
værste
velfærdselsulykke.
De håndhæver
Integrationsførerens
“Græsset må ikke betrædes
selvom det er grønnere
på denne side
af den rød-hvide
grænsebom”-politik.
Spyttende nazi-lamaer
og pludseligt glemte romaer
og selvbestaltede menneskesmuglere
og benspændsjournalister
og hovedbundskløende folkevalgte
kæmper alle for deres form for
justits
imens
kæmper hovedpersonerne videre
for deres form for
frihed
og liv.
Himlen har længe forsøgt at bryde ud i regn,
og den buttede tigger i sang.
Inden længe bryder håndhævelseshelvedet løs,
og knippelslagene i lys luge.
Ingen bryder sig om synet af samfundets bund,
og lyden af underspillet hutlesang.
Et brud på velfærdssamfundets regeljungle,
og på tilliden til babysitterstaten.
Solen har endelig brudt igennem regndynerne,
og Fru Madsen gennem lydmuren.
Sirenerne bryder sig ikke om mistænkelig stilhed,
og Fru Madsen ikke om nutidens liv.