Der er et yndigt land

Den overvældende
blanke sø
i min mors øjne
var det sidste livstegn
inden hun stønnede den sidste sjæl
og de sidste ord
ud
og ind i mit hjerte
i ét skærende jag.

Jeg husker dem
ordene
som et ekko
af fars rustne skrig
ved grænsen
på grænsen
af sammenbrud.

Nu var vi kommet
så langt hjemmefra
så tæt på
at give op
hvis ikke det var for
ham
lillebror
sover igen.

Vækket med jævnlige
mellemrum
jeg gentager
hvad mor sagde
hvad far skreg
for ham

Med lukkede øjne
mindes jeg min fars
eventyr
om det venlige syd
i nord
det grønne Danarige
med den aksbeklædte jord
hvor sejlbåden går sin stolte vej
og hvor håbet ikke svigter.

Med min brors
og mit liv
skrøbelige
og udmattede
beder vi om håb
i et yndigt land.