En ny generation

Født med ftalat-fri ske i røven
som en fosterflødeis
overtrukket med mærkevareschokolade
Opbevares bedst på frost
i instutitionsfryserummet
skærmet fra direkte voksenkærlighed.
Formet af eksperimenter
for læringsplanernes skyld
og for at retfærdiggøre
pædagogens uddannelse
i papirkærlighed
og teorifetisch.
Men isen smelter
når den skal ud i den
globalt opvarmede
voksenverden.
Tilbage er bare en
ftalat-fri ske
som kan stikkes op i røven
på en ny generation.

Jeg lover ikke at slå

Når jeg slår dig
er det fordi jeg ikke kan formulere
min frustation
ikke over dig,
men over min egen utilstrækkelighed.

Jeg vil jo gerne være din ven,
men jeg kan se at jeg gør dig ked af det.

Jeg er så dårlig til at lytte
og gøre som du siger
jeg vil have det på min måde,
det siger mor også.

Hun er også frustreret
jeg ved ikke hvorfor
men det gør ondt,
meget ondt
ligesom det gør på dig.

Jeg vil ikke hjem, mor!
Du må ikke råbe,
det gør ondt!

Jeg lover ikke at slå,
i morgen,
hvis du vil være min ven,
igen.

Klar til kamp

Han var et skrøbeligt stativ
et ranglet pubertetsvrag
hærdet af institutionsstress
og forventningspres.

Han var søn af en samfundskastreret far
og en kønskvotebevilliget karrierekvinde.
Stregen på graviditetstesten
var en ekstra streg på skulderen
af moren
han var en trofæunge
ligesom alle de andre.

Opfostret ved kuvøsecurling
coachet gennem barndommen
af fraværende forældre
posttraumatiske pædagoger
og underbemandede undervisere.

Nu står han foran livet
med en skaldet kost
i den ene hånd
og to slidte sten
mellem benene.

Klar til kamp!