Bureaubotterne

Lars har det så svært
i dette omskiftelige vejr
skruerne gi’r sig
og rusten klør

Lars har siddet dér
alt for længe
til opladning
i den kommunalt bevilgede
massagestol

Lars har forsømt
den programmering
han fik på
socialrådgiverskolen

Lars har ændret endnu et liv
taget håbet fra endnu én
udvidende hvad en gnist af vrede
i hjertet
kan udrette

De vrede hjerters revolution
blev slutningen
på bureaubotterne
og Lars…

Psykopantomime

Et armbånd af plast
et turpas til tosseanstalten
en indgangsbillet til
drømmenes teater
i mareridtshvide nuancer
med skygger af fortiden
og nutiden
i hovedrollerne
psykopantomime
med psykedeliske påfugle
høj på
pantopharmaka
kvalt langsomt i tågerne
af lægetermer
og diagnosehagl
men når det tunge dampvaskede tæppe falder
klapper vi af endnu en tragedie
på 1 og 3
ligesom alle de andre middelmådige
eksistenser
luk mig ud
ud i det
fri
ud

Min hvide frottéskjorte

Jeg pakker mig ind
pakker mig væk
i min hvide frottéskjorte
med røde syninger
og rygmærke.

Jeg er ikke i tvivl om
hvor jeg hører til
i min hvide frottéskjorte
med gule kaffepletter –
på psykiatrisk.

Jeg forestiller mig dem
på vaskeriet
med min hvide frottéskjorte
med afstumpet afsky
for mig.

Jeg hiver i den røde tråd
fra mit liv
og min hvide frottéskjorte
med svindende håb
om frihed.

Til Eleonora

Er du her hos mig?
Kan du høre min gråd?
Jeg kan mærke dig,
vippe i vores himmelbåd.

Kig ned til mig,
giv mig din salige ro,
og giv os nu en grund til igen at tro,
at vor verden vil lyse op,
vi følger trop,
mor vil altid synge for dig, om dig.

Nora, jeg savner dig,
selvom din tid var for kort,
så blev dit aftryk så stort,
vi mærker stadig dit suk,
føler det samme ufuldendte liv.

Nora, min
det var ik’ lige sådan,
at det skulle gå, alt sluttede så brat,
jeg er træt, og mor er så stille nu uden dig her.

Årene er gået,
storebror er så stor,
lillesøs hænger på mor,
men du ved at du aldrig bliver glemt,
vi fortæller dem, om dig og dit ny hjem.

Nora, min
min smukke datter,
det bliver aldrig det samme uden dig.

Når vi besøger dit lille træ og din sten,
mindedes vi det billede vi havde af os,
som ikke blev virk’lig,
vinden tuder for mig,
åh min Nora, åh min Nora
åh min Nora, åh min Nora
åh vores lille Nora
Eleonora.