Krigsnomade i Köln

På flugt fra krigen
med livet under armen
fra varme himmelstrøg
mod det kolde nord

Hassan undrede sig
undervejs
jo koldere klima
jo kortere burka

“jamen hun har jo ikke noget tøj på”
minder ham om et af de udenlandske
eventyr

Hassan er
krigsnomade i Köln
til nytårstaffel
ved de europæiske kejserinder

nok se, men ikke røre
i andedammen
de smukke svaner
basker med vingerne

her er der ikke plads
til grimme ællinger
tænker Hassan
for sig selv
og flygter
igen

Nytårstale fra bunden

Jeg startede året
på blødende fødder
fra ubarmhjertige
iskrystaller
på gaden
udenfor
igen.

Kold
sulten
efter mad
sjælden varme
og anerkendelse
medmenneskelighed
og glemt kærlighed.

Jeg sluttede året
med blødende hjerte
fra gentagne brud
på hjertet
i sindet
i livet
igen.

Kold
sulten
efter dig
en smule nærhed
lidt bekræftelse
et inderligt kram
og den naive tro på håbet
og fremtiden
igen.

Gud bevare os andre!

De smukke svaner

I det lille land
med de enorme
småproblemer
med det skyhøje
skattetryk
og den
LEAN-formede
ældrepleje.

Landet med
brok
som modersmål
og mødregruppegrupperinger
der bekender sig til
femIslam
og speltopdateringer
for deres følgeres skyld
og børnene også.

I det lille land
er der ikke længere
plads
overskud
og barmen
i barmhjertighed
er censureret væk
og hjertet er
frosset
af årtiers
dårlige somre
og Ingers integration.

I det lille land
der var engang
der var plads
til eventyr
og grimme ællinger
der ikke passede ind
i flokken
men blev til smukke svaner.

Mon det lille land
en dag vil se de smukke svaner
igen?

Velfærdselsulykke

Politiet står
talstærkt
til årtiers
værste
velfærdselsulykke.

De håndhæver
Integrationsførerens
“Græsset må ikke betrædes
selvom det er grønnere
på denne side
af den rød-hvide
grænsebom”-politik.

Spyttende nazi-lamaer
og pludseligt glemte romaer
og selvbestaltede menneskesmuglere
og benspændsjournalister
og hovedbundskløende folkevalgte
kæmper alle for deres form for
justits
imens
kæmper hovedpersonerne videre
for deres form for
frihed
og liv.

Der er et yndigt land

Den overvældende
blanke sø
i min mors øjne
var det sidste livstegn
inden hun stønnede den sidste sjæl
og de sidste ord
ud
og ind i mit hjerte
i ét skærende jag.

Jeg husker dem
ordene
som et ekko
af fars rustne skrig
ved grænsen
på grænsen
af sammenbrud.

Nu var vi kommet
så langt hjemmefra
så tæt på
at give op
hvis ikke det var for
ham
lillebror
sover igen.

Vækket med jævnlige
mellemrum
jeg gentager
hvad mor sagde
hvad far skreg
for ham

Med lukkede øjne
mindes jeg min fars
eventyr
om det venlige syd
i nord
det grønne Danarige
med den aksbeklædte jord
hvor sejlbåden går sin stolte vej
og hvor håbet ikke svigter.

Med min brors
og mit liv
skrøbelige
og udmattede
beder vi om håb
i et yndigt land.