Noderne skratter og bøjes,
river øregangene op,
skubber til monologen i takt med bassen,
stemmen tvinges ned gennem rygsøjlen…
Kun i musikken kan jeg finde ro,
kun i larmen kan jeg begribe,
kun imellem rytmerne kan jeg leve,
leve lige præcis nok,
nok til at overleve,
normalt…
Han var indespærret i normfængslet
med ufrivillig frihed til at tænke
men framedicineret to tredjedele
af følelsesregistret
tilgengæld tilføjet endnu en fobi
han blev kvalt i klaustrofobisk
velbetalt rummelighed
fra fraværende fagpersoner
mens følelsernes bipolare affektionsværdi
faldt i takt med klartonen
i hovedet
og tomheden akkompagnerede stilheden
til følelserne til sidst
overdøvede sirenerne
og pulsen