En ny generation

Født med ftalat-fri ske i røven
som en fosterflødeis
overtrukket med mærkevareschokolade
Opbevares bedst på frost
i instutitionsfryserummet
skærmet fra direkte voksenkærlighed.
Formet af eksperimenter
for læringsplanernes skyld
og for at retfærdiggøre
pædagogens uddannelse
i papirkærlighed
og teorifetisch.
Men isen smelter
når den skal ud i den
globalt opvarmede
voksenverden.
Tilbage er bare en
ftalat-fri ske
som kan stikkes op i røven
på en ny generation.

Jeg lover ikke at slå

Når jeg slår dig
er det fordi jeg ikke kan formulere
min frustation
ikke over dig,
men over min egen utilstrækkelighed.

Jeg vil jo gerne være din ven,
men jeg kan se at jeg gør dig ked af det.

Jeg er så dårlig til at lytte
og gøre som du siger
jeg vil have det på min måde,
det siger mor også.

Hun er også frustreret
jeg ved ikke hvorfor
men det gør ondt,
meget ondt
ligesom det gør på dig.

Jeg vil ikke hjem, mor!
Du må ikke råbe,
det gør ondt!

Jeg lover ikke at slå,
i morgen,
hvis du vil være min ven,
igen.

Til Eleonora

Er du her hos mig?
Kan du høre min gråd?
Jeg kan mærke dig,
vippe i vores himmelbåd.

Kig ned til mig,
giv mig din salige ro,
og giv os nu en grund til igen at tro,
at vor verden vil lyse op,
vi følger trop,
mor vil altid synge for dig, om dig.

Nora, jeg savner dig,
selvom din tid var for kort,
så blev dit aftryk så stort,
vi mærker stadig dit suk,
føler det samme ufuldendte liv.

Nora, min
det var ik’ lige sådan,
at det skulle gå, alt sluttede så brat,
jeg er træt, og mor er så stille nu uden dig her.

Årene er gået,
storebror er så stor,
lillesøs hænger på mor,
men du ved at du aldrig bliver glemt,
vi fortæller dem, om dig og dit ny hjem.

Nora, min
min smukke datter,
det bliver aldrig det samme uden dig.

Når vi besøger dit lille træ og din sten,
mindedes vi det billede vi havde af os,
som ikke blev virk’lig,
vinden tuder for mig,
åh min Nora, åh min Nora
åh min Nora, åh min Nora
åh vores lille Nora
Eleonora.