Havana

Hun havde længe
ligget der
på gyngende grund
“Havana
Havana
ligger stille i sin seng
i nat…”
radioen overdøver
hendes tanker
og hendes frygt

Sandheden er
at hun kun ligger stille
fordi hun er bundet
tøjret
af angsten
der bølger indover hende
og stikker i hende
jag efter jag
efter jag
selv efter at han er gået.

Skyldens tårer
og ængstelsens svedperler
løber ned mellem gåsehudens rystelser
og skyller ham væk
håber hun
beder hun
mens hun forsøger at sejle væk
i tonerne
“Havana
Havana
ligger stille i sin seng
i nat…”

I fuld ukontrol

Når den onde
perfektionistiske
tvilling
sidder på brystet
og giver dødbringende hjertemassage.

Når skårene
fra min arrede sjæl
insisterende
pulserende
spidder min hud
indefra.

Når kroppen
er belejret
og tøjret omkring den sten
der ligger på hjertet
og hjernen udtænker
paniske løsninger
og flugtplaner.

Når den onde
tvilling
har stjålet ens vejr
og selvværd
bliver verdens rotation
pludselig afhængig af
det beskidte vasketøj
støvet på hylden
de grædende børn
eksamenen i morgen
krummer på gulvet
rod på skrivebordet
lugten af brændt mad.

Når verden
står stille
og alting
stadig buldrer derudaf
står jeg som en ufrivillig
adrenalinjunkie
bange for igen
at hoppe på den
kørende karrusel
og bange for
at lade vær.

De smukke svaner

I det lille land
med de enorme
småproblemer
med det skyhøje
skattetryk
og den
LEAN-formede
ældrepleje.

Landet med
brok
som modersmål
og mødregruppegrupperinger
der bekender sig til
femIslam
og speltopdateringer
for deres følgeres skyld
og børnene også.

I det lille land
er der ikke længere
plads
overskud
og barmen
i barmhjertighed
er censureret væk
og hjertet er
frosset
af årtiers
dårlige somre
og Ingers integration.

I det lille land
der var engang
der var plads
til eventyr
og grimme ællinger
der ikke passede ind
i flokken
men blev til smukke svaner.

Mon det lille land
en dag vil se de smukke svaner
igen?

Velfærdselsulykke

Politiet står
talstærkt
til årtiers
værste
velfærdselsulykke.

De håndhæver
Integrationsførerens
“Græsset må ikke betrædes
selvom det er grønnere
på denne side
af den rød-hvide
grænsebom”-politik.

Spyttende nazi-lamaer
og pludseligt glemte romaer
og selvbestaltede menneskesmuglere
og benspændsjournalister
og hovedbundskløende folkevalgte
kæmper alle for deres form for
justits
imens
kæmper hovedpersonerne videre
for deres form for
frihed
og liv.

Der er et yndigt land

Den overvældende
blanke sø
i min mors øjne
var det sidste livstegn
inden hun stønnede den sidste sjæl
og de sidste ord
ud
og ind i mit hjerte
i ét skærende jag.

Jeg husker dem
ordene
som et ekko
af fars rustne skrig
ved grænsen
på grænsen
af sammenbrud.

Nu var vi kommet
så langt hjemmefra
så tæt på
at give op
hvis ikke det var for
ham
lillebror
sover igen.

Vækket med jævnlige
mellemrum
jeg gentager
hvad mor sagde
hvad far skreg
for ham

Med lukkede øjne
mindes jeg min fars
eventyr
om det venlige syd
i nord
det grønne Danarige
med den aksbeklædte jord
hvor sejlbåden går sin stolte vej
og hvor håbet ikke svigter.

Med min brors
og mit liv
skrøbelige
og udmattede
beder vi om håb
i et yndigt land.