Når dæmonerne råber
er selv din hvisken
overvældende.
Din kærlige røst
kilder i øret
og løber koldt ned ad ryggen
som kniven, ad halsen.
Selv dine trøstende
desperate opmuntringer
er brænde på dæmonernes
blussende bål.
De skriger på hævn
fordi jeg ikke lytter
til dem
fordi jeg drukner dem,
i piller, psykiatri og pernod.
De trives i det hadske kaos,
i mit sind.
Nu griner de, af mig
sammen med dig.
Nu er du også en del af mig!
mit pseudopsykotiske persongalleri.
Tilgivelse
Døden har stillet træskoene
i porten til himmeriget
desperat for tilgivelse
for sit livsværk
Herren har taget handsker på
i guddommelig blødt fløjl
desperat for at tilgive
sine egne synder.